Vejen Danseforening

Giv en gave der bevæger: Nu kan du købe gavekort til Vejen Danseforening

Mangler du den helt rigtige gave til fødselsdagen, jubilæet, eller bare som en kærlig overraskelse? Nu har vi gjort det nemt at give en oplevelse fyldt med musik, glæde og motion.

Vi er glade for at kunne præsentere vores nye gavekort, som kan bruges af både nybegyndere og øvede dansere.

Modtageren bestemmer selv farten

Det unikke ved vores gavekort er friheden. Modtageren vælger nemlig selv, hvordan gaven skal indløses. Gavekortet kan bruges til:

  • Holdtræning: Perfekt til dem, der elsker det sociale samvær og energien på et dansehold.
  • Enetimer: Ideelt for dem, der ønsker fuld fokus på egen teknik, vil lære brudevalsen, eller bare ønsker intens 1-til-1 undervisning.

Sådan gør du

Det er hurtigt og nemt at få fat i gaven. Du behøver ikke vente på posten – du kan hente det direkte her på siden.

  1. Hent gavekortet: Klik på linket herunder for at downloade gavekortet som en flot PDF.
  2. Print og udfyld: Print det ud derhjemme og skriv en personlig hilsen.
  3. Betaling: Efter aftale med formanden eller kasser, betales det aftalte beløb til forenings bank konto: Reg.nr: 7702 Konto: 0001205356 eller mobilepay: 900584

Download dit gavekort her: Hent PDF


Vi glæder os til at se mange nye ansigter på gulvet i Vejen Danseforening!

Vejen Danseforening

Jubilæumsportrætter: Mila

🎉 Vi fylder 10 år! 🎉

Vejen Danseforening fejrer 10-års jubilæum d. 12. april 2025. Vi vil gerne skabe en festlig fejring af 10 års dans, glæde og fællesskab!

Frem mod jubilæet vil vi dele vores bedste minder og historier om Vejen Danseforening.

I dag er det Vejen Danseforenings formand, stifter og underviser, Mila Ponomarenko, der fortæller om noget af det, hun elsker allermest ved danseforeningen:

”Jo mere man giver, desto mere får man tilbage. Jeg elsker mine dansebørn og er stolt af hver eneste elev, jeg har – lige meget om de er 4 år eller over 70.

Jeg kan godt huske vores start og alle de bekymringer, jeg havde. Men jeg har fået så mange beviser for, at hvis man gør tingene med hjertet, så bliver det fantastisk alligevel.

Mit arbejde med Vejen Danseforening har lært mig, at man skal stole på sig selv og sin mavefornemmelse. At man skal gøre sit bedste og leve i det øjeblik, man er i. At man får det tilbage, som man sender ud. At alle har sin egen styrke og spiller en vigtig rolle på teamet. Og at venskab og kærlighed eksisterer!” 🥰

Vejen Danseforening

Dans for Ukraine

Den 19. maj 2024 var vi inviteret til at danse til Ukrainsk Velgørenhedsmesse, som blev afholdt i Alslev forsamlingshus.

Det var en dejlig oplevelse med masser af opbakning fra publikum.

Tak fordi vi måtte være med.

Fotos: Flemming Sejer Jepsen Photography

Vejen Danseforening

DM i Showdans

Lørdag d. 18. maj dansede vores Showdans-hold i debutantrækken for børn til DM i Showdans i Aalborg Kongres og Kulturcenter.

Vi dansede en koreografi inspireret af den røde dronning i Alice i Eventyrland og hendes hær af spillekort.

Vejen Danseforening

Afdansningsbal 2024

Den 27. april fejrede vi foreningens 9-års fødselsdag til sæsonens afdansningsbal. Her dansede både store og små dansere fra foreningen.

Tak til alle, der var med, for at gøre dagen til en ægte dansefest.

Vi glæder os allerede til næste dansesæson.

God sommerferie til alle dansere og deres familier.

Vejen Danseforening

Vejen Dance Cup 2024

I går d. 27. januar 2024 var der Vejen Dance Cup i Troldesalen i Vejen. 55 dansere fra Vejen, Odense, Struer, Holstebro, Aarhus og Vejle samledes til en dag fyldt med danseglæde og konkurrence i hip hop, disco, standard- og latindans for både par og solodansere. Tak for den store opbakning og timevis af god stemning.

Vejen Dance Cup er en åben turnering hvor alle landets danseskoler, -foreninger og -klubber er velkomne til at deltage. Vi glæder os til at invitere jer igen til næste år.

Vejen Danseforening

Til julebal i eventyrland

Tak til alle der var med til at gøre Vejen Danseforenings julearrangement til noget ganske særligt.

Foreningens dansere tog os med til eventyrland sammen med Alice og alle hendes fantasifulde venner – og til sidst fik vi besøg af julemanden, som både var med til stoledans og juletræsdans. På vores facebookside kan I se en video fra dagen. Klik her.

Vejen Danseforening

Vejen Danseforening inviterer til Julehygge og opvisning

Søndag d. 10. december klokken 15 slår Vejen Danseforening dørene op til Troldesalen og inviterer indenfor til deres årlige julehygge og juleopvisning. Det årlige julearrangement er åbent for alle, der har lyst til at julehygge med musik, dans og en god historie.

Traditionen tro fortolker vi en klassisk historie med vores dans og i år kan publikum følges med Alice ned i kaninhullet og forundres over det mystiske Eventyrland. Her møder hun den onde dronning, smukke blomsterbørn, den gale hattemager, travle kaniner og meget, meget mere.

Julemanden kommer selvfølgelig også på besøg, og når danseopvisningen er slut, danser både dansebørn og publikum om juletræet sammen. Vi håber, I har lyst til at julehygge med os!

Billetter kan købes lige her.

Fællesbillede fra foreningens juleopvisning 2022.

Vejen Danseforening

Dansere til DM

I de sidste to weekender har vores konkurrencedansere deltaget i hele to danmarksmesterskaber i forskellige discipliner og det har været en flot afslutning på en dejlig dansesæson. I sidste weekend deltog vores showdans-piger under holdnavnet ‘Blomsterskud’ i DM i Showdans, som i år blev afhold i Aalborg. Med trin fra både ballet og jive, dansede de sig til en flot tredjeplads i konkurrencen og fik bronzemedaljer med hjem. 🥉

I denne weekend drog 12 konkurrence-sportsdansere til Ry for at deltage i DM i standard og latin. Alle foreningens dansere som var med til konkurrencen gjorde det godt – og vi kom hjem med en guldmedalje, to bronzemedaljer og en række andre flotte placeringer. 🥇🥉

Tak, for nogle dejlige konkurrenceweekender. 🕺💃

Vejen Danseforening

Afdansningsbal og foreningens fødselsdag

Lørdag d. 29. april fejrede vi Vejen Danseforenings 8-års fødselsdag og markerede samtidig sæsonens afslutning med et flot afdansningsbal, hvor både store og små medlemmer af foreningen viste, hvad de har øvet sig på i årets løb. 💃🕺🩰

På dansegulvet så vi alt fra showdans, balletøvelser, moderne dans og sportsdans fra både børn, unge og voksne.

Tusind tak til alle, der dansede og alle der så på. ❤️
Vi glæder os allerede til en ny sæson.

I de kommende uger, har vi spændende konkurrencer i kalenderen og derfor fortsætter vores konkurrencedansere med træning lidt endnu.